Fra forening til fitness

Baggrund

Mange børn og unge begynder fra 13-års alderen at supplere deres foreningsidræt med mere selvorganiseret træning som løb og fitness.

Løb og styrketræning overtager børnenes aktiviteter med alderen. Grafen stammer fra undersøgelsen Danskernes motions- og sportsvaner 2024.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn og unge styrker deres muskler mindst tre gange om ugen, og styrketræning kan være et gavnligt supplement til anden idræt. Men det er vigtigt, at vi har en skærpet opmærksomhed på det rum og den kultur, som børn og unge træder ind i – både fysisk og digitalt – når de begynder at træne i fx et fitnesscenter.

Hvor foreningsidrætten er kendetegnet ved faste voksne, struktur og pædagogiske rammer, møder de unge i fitnessmiljøet et mere individuelt og voksent univers. Her er der sjældent trænere, der tager ansvar for kultur, tone og trivsel på samme måde, og børnene skal i højere grad selv navigere i både øvelser, forventninger og rollemodeller.

Fitnessmiljøet er tæt koblet til sociale medier. Mange unge henter inspiration fra voksne influencers, hvor krop, udseende og muskulatur fylder meget. Det kan skabe et skift i fokus – fra bevægelsesglæde og fællesskab til ønsket om at se ud på en bestemt måde eller leve op til idealer, der sjældent afspejler en almindelig børnekrop i udvikling.


Opmærksomhedspunkter

Overgangen fra foreningsidræt til fitness giver børn og unge nye rammer, nye rollemodeller og en ny kultur at navigere i. Idrætten kan være med til at støtte dem i at bevare et sundt fokus, når træningen bliver mere individuel, digital og præget af idealer.

Det er oftest den muskuløse og slanke krop, der roses i fitnessmiljø. Et kropsidelal, som er meget vanskeligt, hvis ikke umuligt, for lang de fleste teenagere at leve op til. Når man dyrker idræt, handler det om, hvad man kan: løbe, svømme, cykle og score. I styrketrænings- og fitnesssammenhæng handler det mere om, hvordan man ser ud. Der er væsentlig forskel på, om man vurderer sig selv i forhold til ens kompetence, som kan udvikles, eller ens udseende, som i højere grad er knyttet til identitet og personligt værd.


Vær særligt opmærksom på:
unges behov for vejledning og inspiration, som oftest findes på sociale medier, hvor der ikke altid tages hensyn til den enkelte fx autogenererede trænings- og kostprogrammer.

sammenligning med voksne kroppe, i stedet for spejling i jævnaldrende.

skiftet fra ”hvad kroppen kan” til ”hvordan den ser ud”.

kosttilskud som en naturlig del af kulturen.

fitnesscentret som det nye sociale mødested.

Anbefalinger

Hvordan kan vi som idrætsforening støtte børn og unge, som gerne vil dyrke fitness?

Integrer styrketræningen

Tilbyd styrketræning som en del af idrætstræningen, enten i egne rammer i foreningen eller indgå et samarbejde med et fitnesscenter, som fx samarbejder med Anti Doping Danmark.

På den måde kan I sikre, at centret arbejder med et sundt træningsmiljø, og at personalet har adgang til uddannelse om unge, træning og kropsidealer.

Få et overblik over de centre, der samarbejder med Anti Doping Danmark.

Tal om motivation og realistiske mål

Spørg ind til, hvad den unge ønsker at opnå med styrketræning. Hvis motivationen handler om udseende, så tal om realistiske forventninger – både til mål og til tidsramme. De fleste teenagere er stadig tidligt i deres fysiske udvikling, og synlige forandringer tager tid. Hjælp dem til at have tålmodighed og holde fokus på glæde og læring. Kroppe er skabt forskelligt og udvikler sig derfor også forskelligt.

Tal om kosttilskud og behov

Forklar, at langt de fleste børn og unge ikke har brug for proteinpulver eller andre kosttilskud, hvis de spiser en almindelig varieret kost. Vær nysgerrig på, hvad de ser online, og hjælp dem til at skelne mellem markedsføring, trends og reelle behov.

Vær nysgerrig på rollemodeller og inspirationskilder

Mange unge følger træningsinfluencere og søger inspiration online. Tal åbent om, at billeder ofte er redigerede, og at nogle forbilleder har opnået deres resultater på måder, som ikke er naturlige fx gennem fitnessdoping. Hjælp barnet med at sortere i rådene og finde forbilleder, der støtter trivsel og realistiske forventninger.

Temaer

Projekt Spejlven

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade og Anti Doping Danmark (ADD) er gået sammen for at gøre op med unges urealistiske forestillinger om den perfekte krop, som tynger deres selvværd. Vi rækker ud til børn og unge for at udfordre deres forventninger til egne og andres kroppe, og vi tager fat i forældre, fagpersoner, idrætsforeninger og fitnesscentre for at få dem til at tænke over, hvilke kropsidealer og træningsmiljøer de præsenterer for børn og unge.