Sprog om krop
Baggrund
I skolen spiller sproget en central rolle for elevernes trivsel og kropsopfattelse. De ord og kommentarer, der bruges i klasselokalet, i idrætstimerne og på gangen, påvirker, hvordan børn og unge ser sig selv og hinanden.

Rapporten Børn og unges sprogbrug om krop og vægt fra 2025 viser, at børn helt ned i 8-9-årsalderen har unuancerede forestillinger om, hvad der er en “rigtig” og “forkert” krop, og hvordan en sund krop ser ud. Meget af det formes gennem sproget i hverdagen, blandt andet gennem læreres bemærkninger, klassekammeraters kommentarer og de ord, der bruges, når der tales om sundhed, vægt og mad. Og selv små, velmenende eller spøgefulde kommentarer kan have stor betydning for børn og unges selvbillede og trivsel.
I Skolebørnsundersøgelsen fra 2022 svarede cirka halvdelen af pigerne i 7. klasse, at de føler sig for tykke, selvom langt de fleste ligger inden for normalvægtsområdet ifølge BMI-skalaen. Blandt drengene føler omkring hver femte elev sig for tynd, selvom kun ganske få faktisk er det.
Sproget kan være både tryghedsskabende og ekskluderende. Når lærere og elever sammen skaber et sprog, der fokuserer på funktion, trivsel og fællesskab frem for udseende, kan man styrke elevernes selvværd og oplevelse af at høre til.

Opmærksomhedspunkter
Sproget i skolen har stor betydning for, hvordan eleverne forstår sig selv og hinanden. Det gælder både det, der bliver sagt direkte og det, der siges i sjov, som en kommentar på sidelinjen.
Når voksne taler neutralt og nysgerrigt om krop, mad og bevægelse, skaber det et sprog, der styrker tryghed og fællesskab. Når sproget bliver vurderende, kan det i stedet skabe usikkerhed og sammenligning.
| Vær særligt opmærksom på kommentarer som: |
|---|
| “Nu skal vi lige forbrænde frokosten” “Du ser da tyndere ud end sidst” “Du er heldig, du kan spise hvad som helst” “Vi må godt tage kage i dag – vi har jo haft idræt” “Du skal bare spise sundere, så får du mere energi” |






Anbefalinger
Hvordan kan jeg som lærer være opmærksom på mit eget og elevernes sprog om krop?
Tal neutralt og nysgerrigt om kroppen
Brug et sprog, der handler om bevægelse, læring og trivsel frem for udseende eller vægt.
Erstat vurderende kommentarer med refleksion
Hvis du hører elever tale om krop, vægt eller udseende, så meld dig roligt ind i samtalen. Stil spørgsmål, der åbner for refleksion. Du kan fx spørge om “Hvor tror du, de idealer kommer fra?” eller “Tror du, det føles sådan for alle?”
Du må gerne udfordre dem dér, hvor det er nødvendigt – særligt hvis samtalen bygger på en unuanceret forståelse af krop, vægt eller sundhed.
Sig noget, hvis du hører noget
Hvis der opstår snakke om kroppen i klassen, hvad enten det er kommentarer om vægt, udseende, mad eller sammenligninger mellem elever – så tag det alvorligt. Del det med forældre og kollegaer, så I som voksne omkring børnene sammen kan udfordre børnenes vurderende sprog omkring krop og mad, så det ikke spreder sig.
Ros indsats, ikke udseende
Ros elever for deres mod, samarbejde eller udvikling. Undgå komplimenter, der handler om vægt, højde eller form. Det viser, at værdi ikke afhænger af udseende.
Fokuser på funktion og fællesskab i idrætstimerne
Når eleverne bruger kroppen, er de særligt bevidste om, hvordan de ser ud. Sæt fokus på samarbejde, glæde og bevægelse frem for form og præstation. Det styrker trygheden.
Skab en fælles kultur for sprog i skolen
Tag snakken i teamet om, hvordan I som voksne taler om krop, mad og bevægelse både med hinanden og foran eleverne. En fælles bevidsthed giver et stærkere og tryggere fællesskab.
Temaer

Projekt Spejlven
Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade og Anti Doping Danmark (ADD) er gået sammen for at gøre op med unges urealistiske forestillinger om den perfekte krop, som tynger deres selvværd. Vi rækker ud til børn og unge for at udfordre deres forventninger til egne og andres kroppe, og vi tager fat i forældre, fagpersoner, idrætsforeninger og fitnesscentre for at få dem til at tænke over, hvilke kropsidealer og træningsmiljøer de præsenterer for børn og unge.
